Forside Uddannelse Aktiviteter Set & sket Links Kontakt
HISTORIE
FACILITETER
MEDLEMSKAB
CERTIFIKATER

Aktiviteter i Amfora
Amfora er en levende dykkerklub med lokaler i Øster Søgade centralt i København. Klubben er åben for medlemmer med alle certifikater, og vi uddanner selv nye dykkere efter CMAS-systemet. Men uanset certifikat, så dykker vi altid efter Dansk Sportsdykker Forbunds sikkerhedsregler. I Amfora har vi også stort fokus på sociale aktiviteter - ikke kun for medlemmerne, men også for deres familie.

Klubbens hovedarrangement har gennem alle årene været den årlige tur til Sverige. Her samles over halvdelen af klubbens medlemmer til dykning og socialt samvær i fire dage. De sidste mange år har ca. 40 personer deltaget. Turen finder altid sted i dagene Kr. Himmelfart. Ligeledes anvendes denne tur til afslutning af uddannelsen af nye CMAS** dykkere.

En anden væsentlig aktivitet er uddannelsen af CMAS** dykkere som finder sted i perioden medio september til og med maj måned. Vi har valgt at dele uddannelsen op, så første frem til nytår bliver du uddannet til CMAS*, og for dem der har lyst vil der så være mulighed for at fortsætte med CMAS**. Hvert år tilbyder klubben at uddanne 12-15 personer. Rekrutteringen finder sted via klubbens medlemmer, andre klubber eller Dansk Sportsdykker Forbund samt på nettet.

Klubbens turudvalg arrangerer løbende 1 dags- og weekend-ture til forskellige steder i landet eller i Sverige. Normalt tilbydes der 2-3 ture om måneden for uddannede dykkere, men i dele af uddannelsesperioden kan der godt være tale om 4-5 ture, hvoraf nogle er uddannelsesture. I sommerperioden arrangeres torsdagsdyk efter fyraften hver uge. Endelig arrangeres ture til eksotiske steder, såsom Rødehavet, Caribien og Østen.

Foruden dykning arrangerer klubben også besøg, foredrag og lignende som er relateret til dykning. Ligesom der i vinterperioden arrangeres fællesspisning sidste fredag i hver måned. Her kan man for et rimeligt beløb få 2-3 retter mad, tilberedt af forskellige medlemmer. En gang om året holder vi en større fest hvor klubbens eget orkester underholder - og vi holder naturligvis også julefrokost. I vintersæsonen arrangeres diverse aktiviteter, såsom filmaften, dartaften, biologiaften og "knob & stik"-aften.

Da kravene til uddannelse for at færdes på havet er stigende, indgår speedbådsbevis som en del af vores uddannelse til CMAS***.


Amfora i Lalandia


Lysekil


Dykkertur - for hele familien


"Bordbøn" før fællesspisning


Amfora bowling